Smøgen 8

3480 Fredensborg

    Nyhed

    Lys duplex-lejlighed med særlig stemning

    Når en lejlighed får lov at brede sig over to etager, udløser det en helt bestemt atmosfære, hvor lyset og letheden stiller sig i front. Og i dén forstand er det nærmest prototypen på en lækker duplex, vi sammen skal kigge nærmere på. Inventaret er velvalgt, og med byparken lige bagved bliver beliggenheden i Fredensborg også en medspiller.

    Ved ankomst lever Smøgen op til sit navn. Det smalle stræde er snarere dimensioneret til hesteryg og kærrer end til nutidens stationcars, og det giver selvfølgelig stemningen et nøk opad. Ejendommen var oprindeligt en fabriksbygning, men efter årtusindskiftet blev huset omdannet til en række flotte, moderne boliger, hvor lejligheden i nummer 8 nu kan blive jeres.

    Hvad angår selve boligen, er der rigeligt at fremhæve. Inventaret taler for sig selv med vedvarende brug af lyse toner, som spiller sammen med lejlighedens flotte plankegulve. Mindre iøjnefaldende, men endnu mere virksomt, er rumfordelingen, hvor etageadskillelsen virkelig arbejder for jer. Opholdsrummene er distribueret på tværs af etagerne, så I får et indbydende spisekøkken nedenunder, mens stuen ligger øverst. Og det giver perfekt mening, for her er vinduerne orienteret, så I får dagens sidste solstråler med.

    Også køkkenet er et absolut indbydende rum, hvor træbordpladerne komplementeres af hvidt skabsinventar med charmerende knophåndtag. Ved køkkenet har I et dedikeret bryggers, og i forlængelse heraf får I et pænt badeværelse med bruseniche og hvide klinker på væggene. Endelig ligger lejlighedens to soveværelser side om side ovenpå, og begge tilgås fra stuen.

    Begrænser man boligoplevelsen til de indre rammer, får man dog kun den halve fornøjelse. Fra køkkenet slår I nemlig den dobbelte terrassedør op, og herfra træder I ud på en dejlig altan, som allerede begynder at nyde godt af solen op ad formiddagen. I øvrigt har altanen en størrelse, der gør den værd at bruge, så skift endelig klapstolene ud med blomsterkrukker og lækre loungemøbler.

    Med amfiscenen og Langedam som genboer lever stemningen videre i nærområdet, og udsigten er i dén grad levende. Samtidig bor I centralt i forhold til bylivet, mens placeringen er så tilpas tilbagetrukket, at her er forbavsende roligt - trods få trin til gågaden.

    Kontakt mig, hvis vi skal se nærmere på boligen sammen.

    Kontakt os

    Kontakt os

    Bestil fremvisning

    Bestil salgsmateriale

    Giv et bud

    Lignende boliger