Nørredamsvej 48
3480 Fredensborg
Rummelig landvilla med stor grund – centralt i Fredensborg
Stor bolig, stor grund – tal er der rigeligt af på Nørredamsvej 48, hvor I møder en villa, der alligevel er vanskelig at sætte i kasser. Huset er nemlig noget så sjældent som en landvilla i byen. Standen er mere end overbevisende, og selvom dele af den gamle frugtplantage med årene blev udstykket, er haven i størrelse XL fortsat ét af ejendommens stærkeste aktiver.
Den oprindelige villa fra 1877 kan primært aflæses i stemningen, som ligger i de synlige bjælker og bygningens karakter. I 1980’erne byggede man til, mens boligens lyse opdateringer giver et tidløst præg. Kort sagt får I en bolig, som tidens tand ikke har skambidt, men som omvendt heller ikke er moderniseret til ukendelighed. Værd at bemærke er desuden den ekstra bygning ved siden af. Den matcher hovedhuset og tæller 45 m2 – i grundplan. Derudover er loftet udnyttet, og det hele fremstår i boligkvalitet med både bade- og køkkenfaciliteter.
Til sammenligning råder selve boligen over 182 m2, og planløsningen lægger ikke skjul på sine prioriteringer. For det er køkken-alrummet, der er husets åbenlyse kernerum, og indretningen fungerer. Nøddebrunt inventar og mørke træbordplader falder flot i hak med klinkegulvets brændte toner, mens stuen ligger i åben forbindelse, så I har kortest mulig vej fra spisebordet til de bløde møbler. Ligeledes er badeværelset og boligens bryggers på plads i stueplan, hvor I endvidere har et enkelt værelse. Førstesalen byder ind med yderligere to, og herimellem fungerer den store repos i praksis som en bonusstue.
Villaen har været i familiens eje i flere generationer, og noget af historien ligger i jorden. Dele af den store frugtplantage er i den forbindelse blevet genetableret, og I kan høste så mange søde æbler, at I kan producere egen cider – det gør nuværende ejer allerede. Med hele 1.891 m2 grund er haven nærmest på nippet til at være et jordtilliggende, men det hele går naturligvis ikke op i produktion. Lækre terrasser med gårdhavestemning kan I også glæde jer til, og fornemmelsen af havemagi breder sig til hver eneste kvadratmeter.
Mest usædvanligt er det næsten, at I bor fem minutters gang fra Fredensborg Station og kun 750 meter fra selve bykernen. Så hvis drømmene om plads og stemning skal forenes med funktionalitet og faciliteter, findes det ikke meget bedre end her.
Lad os kigge på det sammen. Kontakt mig for en fremvisning.
Kontakt os
-
Nikolai Vlasman
- Indehaver - Ejendomsmægler MDE
- 73707850 / 44122121
- nikolai@vlasman.dk