Kovangen 528
3480 Fredensborg
Lækkert renoveret og indflytningsklar – velindrettet kædevilla i Fredensborg Søpark
Det er svært at overvurdere værdien af et grønt og fredeligt nærmiljø, og på netop de parametre excellerer Fredensborg Søpark. De lukkede vænger forbindes af stisystemer og rekreative arealer, og på Kovangen 528 møder I desuden en indbydende kædevilla, som til fulde lever op til sine skønne omgivelser.
Selvom her formelt set er tale om et rækkehus fra 1973, er boligerne forbundet via carportene, så til alle praktiske formål får I et fritliggende hus. Boligen har gennemgået en større renovering, hvor stort set alt er opgraderet. De ydre rammer har man forbedret med nye døre og vinduer, ligesom facaden er pudset op for et pænt førstehåndsindtryk. Indenfor har man været igennem alle rum, så samtlige 138 m2 fremstår i indflytningsklar stand.
Endnu bedre er det, at man har vægtet stilrene, sammenhængende materialer med skelen til ny nordisk minimalisme, som kombinerer rene linjer med naturlige, smukke materialer. Dét ses blandt andet i de nye døre i træ, hvor de sorte håndtag er et velkomment kip med hatten til boligens historie. Også gulvene er skiftet, og der er nu gulvvarme i alle rum.
Måske er den bedste forbedring alligevel, at man har omdannet det tidligere gæstetoilet til et reelt badeværelse, så boligen nu rummer to af slagsen. De er naturligvis ensartede for en flot sammenhæng, og dertil er huset indrettet med tre gode værelser. Entré og bryggers er ligeledes på plads, inden den sammenhængende opholdsafdeling slutter rundturen med manér.
Et gennemstrømmende lysindfald, brændeovn og god plads er nogle af afdelingens kvaliteter, men det umådeligt lækre køkken er svært at komme udenom. Som bonus får I en hyggelig udestue på 19 m2, og også dén fremstår i flot stand. Der skal dog ikke meget sol på himlen, før den vestvendte have nok skal lokke jer helt udenfor.
Her mærker I for alvor de fordele, som kommer med et etableret kvarter, for havens grønne kvaliteter er en aktiv bidragsyder til boligens samlede herlighedsværdi. Det gør kun sagen bedre, at I har kig til trækronerne i Slotsparken, som må siges at høre til egnens fineste muligheder for en spadseretur. Derudover finder I både pasningsmuligheder og folkeskole lokalt i Endrup.
Lad mig uddybe alle detaljerne ved en fremvisning.
Kontakt os
-
Nikolai Vlasman
- Indehaver - Ejendomsmægler MDE
- 73707850 / 44122121
- nikolai@vlasman.dk