Nørredamsvej 118
3480 Fredensborg
Moderne familievilla med klassiske rødder i Fredensborg
Oprindeligt var det funktionelle og pragmatiske kriterier, som karakteriserede de klassiske 70’er-villaer. Men det kræver ikke mange timers feltarbejde at konstatere, at der er en stille revolution i gang på de danske villaveje, hvor form og æstetik fylder langt mere end tidligere. Én af oprørets bannerførere hedder Nørredamsvej 118, som takket være mange velvalgte og stilrene opdateringer løfter sig behørigt fra sit oprindelige udgangspunkt.
Ingen lader sig overbevise af en halv metamorfose, så det er vigtigt, at alle opdateringer understøtter helheden. Her har man moderniseret både indenfor og udvendigt, hvor vandskurede facader giver huset et æstetisk løft. Kvisten er udført med zinkinddækninger, der giver et underspillet udtryk, som komplementerer de indvendige renoveringer.
Det formelle boligareal spænder over 151 m2 i halvandet plan, og opgraderingerne er nået hele vejen rundt. Inventaret er skiftet på tværs af huset, og selv planløsningen kan bryste sig af en tidssvarende profil. I stueplan får I således et åbent opholdsområde, hvor nydelige skibsgulve og det lyse kvalitetsinventar fra Svane Køkkenet straks springer i øjnene. Lyset flyder frit fra tre verdenshjørner, og I har udgang til haven mod to.
Et enkelt værelse ligger også i stueplan, som derudover byder på et praktisk bryggers samt et badeværelse. Sidstnævnte er moderniseret, og det samme gælder det ekstra badeværelse på første sal. Her får I også de resterende fire værelser, der varierer i størrelsen – lige fra et lille kontor til et stort, lækkert rum med udgang til en svalegangsaltan.
Altanen ligger endda glimrende på vestsiden af huset, så I får glæde af dagens absolut sidste lys. Med det sagt er de bedste udemiljøer anlagt på terræn, hvor I finder en stor, lækker og helt ugeneret træterrasse. Desuden deler haven sol og vind lige mellem overskuelighed og charme, så I ikke halser bagefter, mens randbede sætter farver på sæsonen.
Mange villakvarterer kan præstere hyggelige, grønne områder, men Nørredamsvej er alligevel et par niveauer over vanlig standard. Nørredamsvej tager nemlig navn fra de lokale småsøer, som reelt udgør et stykke pragtfuld egnsnatur – få trin fra hoveddøren. Samtidig ligger nabolaget nærmest omkranset af skov, så I kan aflæse årstiden direkte via farverne i trætoppene. Vejen er desuden lukket, og ikke mindst ligger det rolige vænge i gåafstand til alle fristelser og fornødenheder i Fredensborgs bykerne.
Resten tager vi i øjenhøjde. Kontakt mig for at høre nærmere.