Stationsvej 22

3480 Fredensborg

    Nyhed

    Flot, stilsikker og herskabelig villa i Fredensborg

    Balancen mellem lette, lyse virkemidler og traditionel tyngde er selve motoren i den boligoplevelse, der venter på Stationsvej 22 i Fredensborg. Det gælder udvendigt, hvor den lyse, vandskurede villaklassiker helt bogstaveligt opnår jordforbindelse via sit smukke kampestensfundament. Og det gælder inden døre, hvor moderne opdateringer skaber modvægt til de mange lækre detaljer, der hører sig til i en bolig fra 1897.

    Fra vejen fremstår ejendommen – med et enkelt ord – velkomponeret. Som boligtype fremstår villaen med en lethed takket være sprosserne, stakittet og husets diskrete dannebrogsvinduer. Sin nuværende form fandt ejendommen efter en ombygning i 2005, og da alle bygningsdele er afstemt i forhold til hinanden, er det et flot afrundet helhedsindtryk, der møder jer.

    Nærmest hele den klassiske drejebog er repræsenteret inden døre, hvor decideret herskabelige detaljer byder sig til på tværs af boligens afdelinger. 229 etagemeter venter bag hoveddøren, og her er indretningen ganske moderne med opholdsrum i stueplan, værelser ovenpå samt en anvendelig underetage af god kvalitet. Opholdsrummene tæller to sammenhængende stuer og et køkken, der er opdateret i tidssvarende toner og med funktionelt flair.

    Omvendt er stuerne en godbid for bygningshistorikere, der bliver forkælet med radiatorskjulere, panelvægge og lyst parketgulv i hollandsk mønster. Ydermere får I en klassisk pejseportal med pilastre og dekorative kapitæler – for slet ikke at tale om lofterne, der er udført med henholdsvis stukkatur og smukke, flettede brædder. To værelser ligger ovenpå, hvor I også har separat bad og toilet. Endelig byder underetagen på et stort værelse med direkte adgang til terrasse og have. Der findes også et bryggers, viktualierum og et flot, nyrenoveret badeværelse. Læg dertil et par disponible rum.

    Selv haven bidrager til det samlede billede, for også dén er velkomponeret. Store stensætninger markerer en række surbundsbede med farverig rododendron, og den grønne, frodige beplantning er rigelig. I den forbindelse er det måske også værd at hæfte sig ved grundens orientering, hvor langsiden vender mod syd, så I får masser af sol på terrassen.

    Grundlæggende må man sige, at huset fortjener sin beliggenhed i Fredensborg, som bestemt heller ikke kan beskyldes for historieløshed. Slottet ligger ti minutters gang herfra, og på vejen til den gamle slotshave passerer I lige forbi bykernens faciliteter.

    Velkommen til.

    Kontakt os

    Kontakt os

    Bestil fremvisning

    Bestil salgsmateriale

    Giv et bud

    Lignende boliger