Plantagevej 14
3480 Fredensborg
Lys, rummelig og moderne villa centralt i Fredensborg – totalrenoveret i 2007
Med beundringsværdig kompromisløshed er denne oprindelige 60'er-villa konverteret til en moderne familievilla. Derfor lykkes villaen med at fusionere god plads, lækre løsninger og ikke mindst en charmerende stemning på tværs af de 196 m2. Ikke mindst er den fine have en skøn bonus, hvor et virkelig hyggeligt orangeri fra 2017 stiller sig i front, men også de syd- og vestvendte terrasser giver gode betingelser for havelivet. Alligevel kan man nemt argumentere for, at villaens bedste træk kunne være den attraktive adresse centralt i Fredensborg.
I hvert fald får I en hjælpende hånd, når hverdagens mange ender skal mødes. Den fredelige villavej tilbyder gåafstand til bymidtens butikker og supermarkeder, ligesom spadsereturen nemt kan lægges omkring Fredensborgs unikke vartegn – slottet og slotsparken. I får en daginstitution ved hånden, og I har kun 100 meter til byens boldbaner og idrætsanlægget, som ligger for enden af vejen.
Villaen ligger behageligt tilbagetrukket fra vejen, og den fuldvoksne hæk er med til at skærme både huset og haven godt af. I 2010 fik villaen selskab af en dobbelt carport med indbygget loftsrum, og man har allerede trukket strøm til opladning af to elbiler – detaljer, som alle er et klart signal om, at tiden ikke har fået lov til at stå stille på Plantagevej 14.
Den komplette renovering af villaen fandt sted i 2007, hvor man desuden føjede førstesalen til boligen. Gulvvarmen i stueplan er opdateret i sommeren 2025, og derudover er der gulvvarme på badeværelset på første sal. Stort set hele boligen har glæde af gipslofter og smukke egetræsgulve fra Junckers, som bidrager med en lækker sammenhæng på tværs af de mange kvadratmeter.
Også inventaret følger en ensartet, nordisk stilmanual, og dét mærkes særligt i det lyse køkken-alrum i stueplan, hvor en specialdesignet vinreol med indbygget køleskab er prikken over i’et. Villaens egentlige stue ligger på førstesalen og her kan I glæde jer til et skønt opholdsrum, som sættes i scene af loft til kip, synlige bjælker og et fremragende lysindfald. Ud over badeværelset er der blevet plads til et enkelt værelse på etagen, mens de to resterende værelser ligger i stueplan sammen med boligens andet badeværelse. Slutteligt rummer villaen et godt bryggers.
Kort sagt en indbydende og indflytningsklar bolig i hjertet af Fredensborg – kontakt mig for en fremvisning.