Smøgen 14
3480 Fredensborg
Alsidig og indflytningsklar bolig i bymidten
Smøgen 14 er et lille paradoks. Den gamle fabriksbygning i det centrale Fredensborg blev nemlig i 2001 konverteret til en række boliger, der har udpræget succes med at blande formerne. I princippet får I en lejlighed, i praksis et byhus, og i virkeligheden sikrer boligens silkebløde indretning en appel, som er mere end almindeligt bredspektret.
Måske har I børn. Måske har I planer om at få det. Eller måske er de yngste allerede fløjet afsted for at bygge egne reder. Én ting er sikker: med 143 etagemeter hører lejligheden ikke bare til de mest indbydende, men også allermest rummelige af slagsen. Dermed er rumfordelingen unik, og da den store underetage ligger parterre, er det flotte lysindfald stærkt repræsenteret på begge etager.
Ovenpå ligger boligens helt naturlige samlingspunkt – det lækre køkken-alrum, som slår tonen an på fornem manér. Det underspillede inventar fremstår stilsikkert, og for at udnytte pladsen har man installeret en diskret køkkenø med siddepladser. Et flot gæstetoilet samt et enkelt værelse får I også, mens den store underetage cementerer indtrykket af en bolig, som leverer på både æstetiske og funktionelle parametre. Alle rum er i eksemplarisk kvalitet, og det gælder i særdeleshed den rummelige stue, som desuden bygger bro til terrassen i baghaven. I finder desuden to ekstra værelser, som endda suppleres af et disponibelt rum i absolut boligkvalitet, inden et stort badeværelse sætter den afgørende prik over i’et.
Ser man på selve bygningen, bliver det kun mere tydeligt, at der er en fremragende synergi mellem det indvendige og det udvendige. For med sine ferskenfarvede facader og sprossevinduer er ejendommen bevidst om sin klassiske stemning, men uden at kompromittere sine stærke, funktionelle dispositioner. Derfor skal I selvfølgelig heller ikke snydes for et dejligt, vestvendt terrassemiljø, som tilmed ligger ud mod byparken ved Langedammen, så I får privat balkon til sensommerjazz på amfiscenen.
I den forbindelse tangerer det nærmest en underdrivelse at kalde Fredensborg for en kulturby. Byen er bogstaveligt talt bygget op omkring slottet og den smukke, historiske barokhave, som placerer et stykke kulturarv i vaskeægte verdensklasse bare 250 meter fra hoveddøren. Gågaden ligger til gengæld lige rundt om hjørnet, og alligevel bor I helt fredeligt på den lille smøge midt i byen.
Jeg glæder mig til at vise jer boligen. Vi tales ved.