Helsingørsvej 39
Danstrup, 3480 Fredensborg
Stilren, modernistisk villa med egne søer på unik naturgrund
I skal selvfølgelig have lov til at drage jeres egne konklusioner, men det er virkelig ikke en overdrivelse, at der ikke findes andre boliger som denne villa. For selvom husets egne rødder står solidt og stilsikkert plantet i 60’ernes danske modernisme, er omgivelserne endnu mere urdanske. Villaen ligger nemlig perfekt tilbagetrukket, og den store naturgrund byder på flere søer samt et spektakulært dyreliv, og den favner næsten halvanden hektar af det smukkeste Nordsjælland.
En naturgrund betyder bare, at naturen klarer sig selv. I virkeligheden lover ordet for lidt, for det siger intet om, hvad naturen faktisk har bedrevet som landskabsarkitekt. Og det er ikke småting. Huset ligger for enden af sin egen lille grusvej, så I har åbne marker i ryggen, mens de mange småsøer mod syd giver en magisk ankomst til adressen, når Helsingørsvej - både bogstaveligt og billedligt talt - forsvinder bag løvtræerne. I får nemlig ikke en opstyltet, teatralsk have i victoriansk stil, men derimod en grund, der rummer og formulerer sit eget naturbegreb.
Ved søerne har man etableret små gangbroer, så I kan komme tæt på livet under overfladen, og det er værd at bemærke, at I finder ejendommen lige i periferien af Nationalpark Kongernes Nordsjælland. Dyrelivet tæller med andre ord langt mere end hjorte og rovfugle. Hermelin, isfugl, mosaikguldsmede, pighatte er blot få nedslag i artslisten der skifter med årstiderne. På grunden har I ovenikøbet tre små udhuse og et brændeskur. I udhusene er der god plads til værktøj og opbevaring, og det lille ’sommerhus’ har i sin tid tjent som bolig. Der er også et legehus i et træ, hvor børnene kan kravle op og trække rebstigen op for at få fred. I kan lytte efter natuglens tuden, når luften står stille i vinternatten. Lysforureningen er så lav at man kan se mælkevejen, og fra stuen kan man sidde med en almindelig stjernekikkert og tage billeder af saturn med sine ringe. Haven omkring huset er anlagt så der hele tiden er noget i blomst, lige fra vårlyngen i februar til roser slutter i september. Der er også fin plads til at dyrke egne grønsager, som supplement til træerne med æbler, pærer og kirsebær.
Og så har vi ikke engang nævnt selve boligen, som lykkes med det sværeste trick: at få det komplicerede til at synes nemt og naturligt. Med bolig i tre etager er villaen en lidt atypisk konstruktion, men helt i funktionalismens ånd fremstår ejendommen helt nøgternt med gule murstensfacader og et moderne listetag. Vinduesrammerne er skiftet til lækre modeller i hårdt træ, og dét kan I roligt tage som et forvarsel om, hvad der venter jer inden døre.
Her er det nemlig træet, der skaber tyngde i indretningen, hvor det lette og eksplicit nordiske inventar må nøjes med en supplerende rolle. Tag eksempelvis køkkenet, som er fra Svane og har prominente fronter af egetræ ligesom gulvet, eller bemærk de knastfri loftbrædder, som også er en lækker detalje. Ved køkken-alrummet ligger desuden en skøn, rummelig pejsestue, som har dobbelt loftshøjde, mens etagen derudover rummer et enkelt værelse samt to yderst smagfulde badeværelser. Trappen mellem etagerne er som grebet ud af Arne Jacobsens stilmanual, og på første sal ligger et stort soveværelse med walk-in-closet, inden underetagen - der ligger parterre - byder ind med yderligere to værelser foruden et par disponible rum.
Alle rum lukker naturen ind gennem store ruder, så man starter altid dagen med græssende rådyr eller rastende fugleflokke på træk, eller en overraskende naturoplevelse.
For børnefamilierne skal det også nævnes at der går cykelsti helt ind til den populære Endrupskole.
Velkommen
Kontakt os
-
Nikolai Vlasman
- Indehaver - Ejendomsmægler MDE
- Mobil - 44 12 21 21
- nikolai@vlasman.dk