Gode råd til sælger

Spørg flere mæglere - Pris og kemi skal passe dig

/ Når du skal vælge en ejendomsmægler, skal du gå efter en mægler med et godt lokalkendskab. Dermed er der større sandsynlighed for, at mægleren har styr på prisen og ved, hvad køberne i netop dit område går efter. En god mægler spørger også ind til dine planer for fremtiden. Haster det med at få solgt, skal prisen formentlig sættes derefter.

Derudover er dit valg af mægler i høj grad også et spørgsmål om din kemi med mægleren. Et boligsalg kan vare alt fra få dage til måneder og du kommer i salgsprocessen til at skulle have et tæt samarbejde med mægleren.

Derfor er det generelt en god idé at indhente tilbud fra flere mæglere. 

 

Er boligen salgsklar

/ En mægler vil under gennemgangen af din bolig komme med forslag til forbedringer, som du relativt nemt og billigt kan ordne. Det kan også være mangler, hvor en professionel skal ind over, for at få huset til at stå så attraktivt som muligt og så salgsprisen kan holdes. 

Få gerne taget hånd om mæglerens input, inden du får lavet en tilstands - og el-eftersynsrapport. Dermed vil du nemlig få rapporter med færre anmærkninger, og det gør boligen mere attraktiv for potentielle købere. 

Derudover er det generelt en god idé at få boligen til at fremstå fra sin bedste side. Som ejer af boligen, er det ikke unormalt at være “hjemmeblind” for selv de mindste ting, som ikke vil gøre sig godt i forbindelse med et boligsalg. Invitér derfor venner og familie på besøg og få deres øjne på din bolig. Er der en tagrende, der hænger eller måske et fodpanel der trænger til maling. 

 

Købsaftalen er underskrevet - hvad nu?

/ Efter at både køber og sælger har underskrevet købsaftalen, har køber seks hverdage til eventuelt at fortryde handlen. Sideløbende med fortrydelsesretten er der i de fleste handler to andre frister, man skal afvente. Handlen skal nemlig tit også godkendes af både købers bank og købers rådgiver. Denne godkendelse har bank og rådgiver normalt 4-5 hverdage til.

Langt de fleste købere har en ejendomsmægler eller en advokat til at kigge på købsaftalen. Rådgiveren kigger bl.a. på, om der skulle påhvile ejendommen nogle servitutter, som er relevante for køber. Såfremt ejendommen f.eks. også er beliggende i en ejer- eller grundejerforening kigges der også sådanne papirer igennem. Alt sammen for at se om der skulle være bestemmelser, der er vigtige for køber.

Købers bank skal godkende den finansielle del af handlen. Dette drejer sig primært om en godkendelse af købers økonomi til køb af den pågældende ejendom. Når handlen er godkendt af købers bank, skal køber betale et depositum til ejendomsmægleren, som opbevarer pengene. Betaling for mæglers arbejde bliver fratrukket fra dette depositum og resterende overføres til banken. Dette kaldes en deponering. 

Såfremt både rådgiver og bank godkender handlen, så mangler vi blot fortrydelsesretten. Medmindre køber fortryder handlen inden for de seks hverdage og samtidig betaler 1% af købesummen i godtgørelse, så er handlen endelig ved midnat på den 6. dag.